Tekst & Foto: Johnny Tauman
bragt i RYK IND RIBE 10. april 2020
Gangbro reducerede afstanden til hallen
Når Jan skulle til bold i Ribehallen, så gik turen ad Storegade og Sct. Peders Gade – sådan var det i flere år, indtil gangbroen, der endnu i dag forbinder Kolvigs gård med Hovedengen, blev bygget.
– Jeg husker tydeligt, som var det i går – den voldsomme larm, da der blev hamret pæle ned i undergrunden som fundament til broen, fortæller Jan, der som sportsfanatiker knytter årstallet sammen med VM i England – altså 1966.
Drengene fik nu også en lettere adgang til den gamle mejerigrund, hvor de legede røver og soldater og byggede huler.
Nedslået klassekammerat
– Og så var det et ydmygende nederlag for et drengehold fra Ribe Håndbold Klub, som havde tabt til Jernvedlund, der fik mig til at spille håndbold sammen med fodbold, forklarer Jan. Mens han løb alene og legede med en bold hjemme på gårdspladsen, mødte han en nedslået klassekammerat, der netop havde tabt.
Fra RINGE til “godkendt”
– Godt nok var de gode i Jernvedlund med Tage Christensen som primusmotor, men jeg var klar med min vurdering: Det var RINGE at tabe til Jernvedlund, kommer det klart og tydeligt fra Jan, der ville vise, at det kunne man sagtens gøre bedre med ham i målet.
Og “opfordringen” til at spille håndbold gav pote: – Et år senere var vi så gode, at vi kvalificerede os til DM i Aarhus. Vi spillede den sæson bla. mod Jernvedlunds Kaj Jacobsen (død 2022) med kælenavnet “Jernarm” på holdet.
Ejnar scorede 7 gange
Men spillerne i Ribe Håndbold Klub ville mere – og så hentede klubben først i sæson 78/79 Ejnar Kristensen -“Tappenskælveren” fra Bramming IF – og året efter Kaj ”Jernarm” til Ribe HK. Historien skal dog ikke stå alene – Ejnars vinkel skal lige med.
– Jeg havde været gennem en operation – og stillede op i en udendørs træningskamp mellem Bramming IF og Ribe HK. Selvom jeg ikke var i form, så sendte jeg 7 bolde ind bag Jan Smonny Larsen – og netop derfor kontaktede Jan mig, siger Ejnar med et smil. Og jer der kender Ejnar, ved jo sikkert, hvad han blev opereret for? Brok! – Altså den ”rigtige” version. – Og så ikke et ord om skudstatistikken.
Divisionstræner som 22 årig
Teddy Barrett – Ribe håndbold Klubs nuværende sportslige chef – mødte Jan ”Smonny Larsen i 1978.
Jan var på det tidspunkt den yngste træner nogensinde, der både som træner havde ansvar for et 2. divisionshold (svarer i dag til 1 division), og samtidig delte posten som målmand med den lidt ældre og legendariske Leif Eriksen.
Eriksen eksploderede
– Jan forlangte, at holdet skulle være i god fysisk form, så derfor blev spillerne sendt på en løbetur fra Ribe Fritidscenter ud forbi Tangehytten. Da Leif Eriksen, der jo ikke var blandt de hurtigste, opdagede, at Smonny kom cyklende, eksploderede han med ordene: Det er fandme for dårligt, at jeg…, fortæller Teddy.
Han erindrer også Jans rolige svar: ”Jeg skal bare sikre, at alle har det godt”.
Det endte med Leif tog sin kendte ”Boble” til Kalvslund Mose for at løbetræne selv.
“I står og sover”
Teddy, som spillede venstre fløj, kendte alt for godt præmisserne for forsvarsspillerne. Når Jan stod i målet og dirigerede forsvaret, og bolden så alligevel endte bag ham i netmaskerne – ja så kom svadaen: ”Hold op, hvor I står og sover i stedet for at dække op”.
Jan ”Smonny” Larsen brændte så meget for den gode præstation, at det gjorde ondt, hvis han fejlede.
Dobbelt trænerjob
Og håndbolden fyldte den unge træners liv. Spiller- og træneropgaverne i Ribe Håndbold Klub kunne ikke fylde døgnets timer ud, så derfor trænede han også KVIK 70.
– Det var ikke pengene, der trak – så aflønningen i et par kasser grønne, blev også en gevinst for spillerne i Ribe HK. De fik belønningen som tak for friheden og plads til det dobbelte trænerjob.
Temperament og engagement
Jan og Anders Dahl fik også taget nogle gevaldige sværdslag, når tingene ikke gik den rigtige vej.
I en kamp mod KH, Kolding, hvor alle aftaler FØR kampen var plads ift. den legendariske Flemming Hansen, så holdt konceptet ikke i 1. halvleg – Hansen scorede 7 mål.
– I pausen diskuterede Jan og Anders – og de to håndboldnørder nåede ikke til enighed, inden 2 halvleg skulle i gang. Så hvad skulle ændres?, siger en smilende Teddy Barrett.
Når det er sagt, så har Jans temperament og engagement været med til at give ham fantasiske resultater og oplevelser med håndbold. – ”Lokomotivet”, som startede med topresultater i ungdomsrækkerne, satte Ribe Håndbold Klub på Danmarkskortet, slutter Teddy Barrett.
Jeppe Victor havde mange talenter
Jan husker også holdkammeraten Jeppe Victor Pedersen: – Han var en “gudbenådet håndboldspiller”, som kunne alt med en bold. Senere blev han jo kendt for sine “forunderlige” forretninger – mod på at gå nye veje, som fx den cykelfabrik, som Udenrigsminister Uffe Elleman Jensen indviede i Kina. De fire driftige brødre gik under navnet Jydekompagniet – og fabrikken i Tianjin – 150 km syd for Peking havde også stor kinesisk bevågenhed. Således besøgte kineseren – Deng Xiao Peng fabrikken. Eventyret stoppede brat. Men i øvrigt er Jeppe jo er et helt kapitel for sig selv.
Billedtekst til S/H foto
Fra venstre ses Smonny (Jan Larsen), Nix (Flemming Nissen), Ejnar Tampenskælver (Ejnar Kristensen) og Teddy Rakat (Teddy Barrett) – foto: Poul Anker Nielsen