Foto: Johnny Tauman
I det sidste nummer af klubblad nr. 3 – 2020/2021 – causerede Lars Lundgaard over temaet – Foreningslivet giver identitet – forestil dig du er en drone.
Danmarks bedste foreningsliv
Lars Lundgaard indleder sin artikel således: – I mit tidligere arbejdsliv rejste jeg rundt i stort set alle danske kommuner. Der var ét fællestræk. Alle steder mente man, at ”vi har Danmarks bedste foreningsliv”. Og de havde ret. Alle steder.
I modsætning til bl.a. Frankrig og til dels Sverige, så er Danmark et samfund, hvor udviklingen kommer udefra (ikke ovenfra). Ikke mindst i provinsen ved vi godt, at skal vi skabe noget sammen, så må vi hver især tage ansvar. Og tage fat! Kig dig omkring i Ribe og omegn. Prøv at tæl hvor mange ildsjæle, du kender fra det lokale foreningsliv.
Bordet fanger
I mine egne netværk ved jeg hvem, der på frivillig basis knokler som leder, træner, forældrehjælper i fodbold, badminton, håndbold, tennis, roklub etc Ofte med en aktivitet, hvor man selv var udøver i børne- og ungdomsårene. Og så fanger bordet. Selvfølgelig byder man ind, når der skal organiseres for næste generation.
I internationale kulturanalyser af et samfunds identitet slår Danmark ud som markant skizofrent. Vi har det nationale karaktertræk, at ”jeg” og ”vi” kæmper om pladsen, når vi som personligheder skal træffe valg om hvordan, vi efter egen oplevelse skal leve det gode liv. Jeg skal sikre, at mit ”jeg” får udfoldelse så godt mine evner og interesser rækker. Men det skal ske i en balance i forhold til andres tilværelse. I forhold til ”vi”.
Lav magtdistance
Vi er samtidig et samfund, der i international målestok har en lav magtdistance. Vi vurderer hinanden meget mere på den adfærd, vi oplever – end på titler og stjerner på skuldrene. Derfor er det så befriende at sidde i omklædningsrummet og tage hverdagstøjet af og trænings- og klubtøjet på.
Alle foreningsaktive kender det. Denne lyst til fællesskab i foreningerne har slået sig på Corona. Hvor vores naturlige lyst til at lege sammen har fået et gok i nøden. Hvor vi er tvunget ind i ”få-som-heden”. Derfor skal vi hurtigst muligt retur.
Forestil dig….
Prøv at forestille dig, at du er en drone, der flyver hen over Ribe og omegn. Forestil dig, at du kan identificere alle de foreningsnetværk, der kitter vores lokale samfund sammen. Hvor fysisk leg og aktivitet, kulturglæde, miljøaktivisme, politisk engagement etc. driver vores ”jeg og vi”. Prøv – fra din drone – at markere alle disse foreningsaktive netværk af enkeltpersoner med en farve. Du får heldigvis et farve- og glædessjok. Du har – som drone – lige fået et indtryk af foreningernes fantastiske bæreevne i lokalsamfundet. Fordi vi i det hér ordentlige land tager ansvar. For ”jeg” og for ”vi”. Derfor forstår du også, hvorfor børnenes deltagelse i foreningsaktiviteter – uanset deres sportslige potentiale – er så opdragende. Vi træner i ”jeg” og ”vi” og ”ansvar” hele tiden.
-
- Lars er med der, hvor det sner i REHH
I sjov og alvor
Og det stopper jo ikke hér. Evnen til at lege – organiseret eller uorganiseret – i sjov og alvor – flytter jo med ind på arbejdspladsen og i demokratilivet. Man forholder sig helt naturligt til de lokale udfordringer, til byrådets prioriteringer og den nationale og internationale dagsorden. Jeg tænker en gang imellem på de to lærere i Ollerup og Helsingør, der i tidernes morgen fandt på håndboldspillet. Og på den ultrakorte afstand, der er mellem drengehørmen i omklædningsrummet og ansvarligheden i forhold til de udfordringer, som verden står i.