Alle artikler

Nicklas drømmer om en karriere som målvogter på elitehold, men også et eller to sabatår efter HHX

Tekst & Foto: Johnny Tauman
1. marts 2024

– Mine ungdomstrænere valgte, at jeg skulle have opgaven med at stå på mål, fortæller Nicklas Krog Løbner, der har været med Ribe-Esbjerg HHs ligahold i de seneste kampe for at supplere Niklas Kraft, idet to af holdets faste målvogtere er sygemeldt med hjernerystelse. – Så vidt jeg husker, så skyldtes det alene, at jeg var en høj U8/U10 spiller – og dermed fyldte godt i målet.

RYK IND RIBE mødte Nicklas på Ribe Katedralskole, hvor han lige havde tid til en snak og blive fotograferet, inden turen i hast gik hjemad for at smøre madpakke til tirsdagens udekamp i Thisted mod Mors-Thy Håndbold. – Jeg er rigtig glad for at komme med til træningen og kampene med ligaholdet, lyder det fra den 18 årige spiller, der til daglig står på mål for U 19 holdet. Han føler, at han er blevet en del bedre og hurtigere ved at træne med REHHs spillertrup, hvor bolde ofte sendes af sted med omkring 100 km / timen.

Nicklas kommer fra en årgang, hvor alle venner spillede håndbold – og dermed var vejen vist. Han startede i børnehaven Fuglereden og gik herefter på Ansgarskolen. I dag går han på HHX på Ribe Katedralskole og drømmer om et sabatår med rejser, når studenterhuen er i hus.

– Mine helt klare målvogteridoler er den mangeårige landsholdsspiller Nicklas Landin og nu senest Emil Nielsen – den sidste er bare p….god. Han forstår at placere sig i de rigtige positioner – og så er han bare hurtig. Men de spiller jo ikke med hjelm – er det noget du har tænkt over? – Jeg har læst nogle svenske undersøgelser, og hjelme gør ikke den store forskel. Heldigvis har vi fået den nye regel, at det giver en 2 minutters udvisning at ramme målvogteren i hovedet i det ”frie” spil, mens straffen ved et straffekast i diskvalifikation (RØDT kort).

I kampen mod Skjern Håndbold blev du noteret for en Ligakamp i Ribe Fritidscenter, da du kom på banen i det 46. minut, hvor holdet var bagud med (18-23). Hvad tænkte du om at træde ind på hjemmebane foran 1304 tilskuere? – Det var lækkert at mærke opbakningen – især da jeg fik fat i et skudforsøg fra den stærke stregspiller Senjamin Buric. Det blev til 7 minutter, inden cheftræneren igen satte første målvogteren på banen.

Tirsdag tabte holdet til Mors-Thy Håndbold – og Nicklas kom ikke på banen. Derfor blev hans navn efter kampen slettet på kamprapporten, men det var der ikke nogen utilfredshed at spore over. – Det er vilkår – kun spillere, der aktivt har deltaget i kampen, bliver registreret, når slutfløjtet har lydt.

Tak for snakken!