23-04-2024
Vi kan med glæde og stolthed præsentere et stærkt trænerteam for den kommende sæson hos U8-U9 piger. Trænertrioen består af Jannie Aarhus, Ronnie Leisted og Søren Olsen.
Jannie Aarhus, der begyndte sin trænerkarriere denne sæson, fortsætter fordi hun ikke er klar til at stoppe endnu. Hun beskriver sin oplevelse som træner i RHK som positiv og nævner klubbens dygtige ildsjæle og gode energi, som gør det fantastisk at være en del af fællesskabet. Hun fremhæver også den store hjælpsomhed, som har gjort hendes start som træner nem.
Jannie får selskab af Ronnie Leisted, der træder ind som træner for første gang. Med en datter på holdet og en ældre pige i klubben ønsker Ronnie at skabe en sjov og positiv tilgang til håndbolden, så børnene ser frem til træning og kampe som en “fest”.
Til at fuldende trænerteamet for U8-U9 piger har vi Søren Olsen. Han bringer med sig erfaring som tidligere spiller og bruger meget tid som træner for pigeafdelingen på Sportsefterskolen SINE samt som talenttræner på pigesiden hos DanskHåndbold Talent.