Alle artikler

Pressemeddelse

15/01-2024

Aftale om holdfællesskaber vedrørende U19 og et divisionshold

  • Aftale mellem SGI, Team Esbjerg HK, Ribe HK og REHH

I Esbjerg Kommune har vi i dag på håndboldfronten to stærke drenge-/ungdomsmiljøer samlet i henholdsvis SGI/Team Esbjerg HK og Ribe HK. I denne sæson er der fx to jævnbyrdige U-19 hold, der begge placerer sig lige under topeliten blandt U-19 miljøerne i Danmark.

 

Der har gennem de senere måneder været dialog mellem ovennævnte 4 håndboldklubber om mulighederne for at styrke rammerne omkring de største talenter på drengesiden – samtidig med, at de stærke breddemiljøer i moderklubberne bevares. Det har resulteret i en aftale om, at der fra og med sæson 25/26 skabes følgende tiltag:

  • SGI, Team Esbjerg HK og Ribe HK indgår holdfællesskab omkring U-19, 1. holdet med navnet Ribe-Esbjerg HH – driftet af REHH.
  • SGI og RHK indgår holdfællesskab omkring det bedste senior-herrehold med navnet Ribe-Esbjerg HH – driftet af REHH.
  • Moderklubberne drifter øvrige ungdoms- og seniorhold i eget klubnavn.
  • Spillerne i U-19 holdfællesskabet bliver bl.a. omfattet af det samme set up vedr. fysisk træning mv. som ligaholdet. Og spillerne supplerer ligaholdet til træning og kampe.

Aftalen har afsæt i en række værdier, der skal være kittet i etableringen af det kommende fællesskab. Formålet er – i et langsigtet udviklingsforløb – at skabe (akademilignende) rammer omkring talentarbejdet, der er så velfungerende og attraktive, at de største talenter ser mulighederne i det nye fællesskab. Både egne talenter og talenter, der kommer udefra. Det handler ikke kun om de sportslige rammer. Det handler også om bolig, uddannelse – ”en sammenhængende tilværelse”.

 

Lilja Snorradottir, SGI:Samarbejdet vil sikre de største talenter optimale rammer i fødekæden op mod håndboldeliten. Vores opgave i moderklubberne bliver så at skabe tilsvarende attraktive rammer for de mange andre drenge og unge håndboldspillere, der også elsker spillet!”

Sune Porsholdt, Team Esbjerg HK:Hvis vi lægger os i selen, kan vi skabe ét af de bedste talentmiljøer i Danmark – som alternativ til akademierne. I vores set up kan man blive boende hjemme hos familie og kammerater. Og vi spotter bedre de talenter, der måske ikke er synlige som 15-årige – men udvikler sig i årene derefter.”

Rasmus Lynddahl, Ribe HK og REHH: ”De unge talenter får kompetencer med i bagagen uanset, om det ender med en ligakontrakt eller et divisionsniveau på fritidsbasis, der kan kombineres med uddannelse og arbejde. Det har stor betydning for vores område, at vi får mulighed for at udvikle vores egne spillere, så de ikke skal rejse ud for at få de rette udfordringer.”

 

Vi er i fællesskabet meget bevidste om, at det er miljøet og kulturen – og de sportslige udfordringer og muligheder – der skal inspirere de unge talenter til at forblive/komme til. Helt konkret udpeges ca. 12 spillere til henholdsvis U-19 og divisionstruppen (hvor der løbende vil ske udskiftninger), når sæsonen 25/26 går i gang.

 

På vegne af klubberne
Jesper Holm
Sportschef
Ribe-Esbjerg HH